Helhedstænkning?

I anledning af at jeg er blevet far igen, kom jeg til at tænke på en ting. Har vi i det officielle Danmark ikke det problem at vi generelt tænker i kasser og ikke helheder? Som jeg tidligere har skrevet, mener jeg at det er problemet i økonomisk henseene.
Men er det ikke også et problem i hele samfundsborger diskussionen?
Er vi klientliggjort?
Stoler forældrene på at vi repræsenterer deres interesser?
Har eleverne ejerskab til deres egen læring og skole?

Meget tyder på at det ikke går så godt på disse områder. Og for at illustrere vil jeg skrive en lille anekdote. På min skole har vi som alle andre steder en pedel, der er uvurderlig i forhold til at skabe nogle gode rammer for et fornuftigt arbejdsmiljø. Mens eleverne havde pause, gik han en dag rundt og samlede lidt løst affald op i vores skolegård. Da han var ved at være færdig fik han øjnkontakt med en elev, der demonstrativt smed noget affald på jorden foran pedellen, istedet for at smide det i skraldespanden som stod indenfor rækkevidde. Som den ansvarlige voksne vores pedel er, ville han naturligvis ikke finde sig i den provokation, og insisterede på at eleven samlede op efter sig selv. Dette nægtede han med henvisning til at det var pedellens job at rydde op.
En rystet pedel måtte derfor søge hjælp hos ledelsen, der forsøgte at "løse" problemet ved at sende pedellen på konflikthåndteringskursus.
Eleven vinder en sejr og hele samfundet taber.
Efterspillet på episoden var at, mens vores souschef forsøgte at redegøre for det almene i denne type problemer i et frikvarter, kom hun i tanke om en episode med hendes egen søn, der i samme uge havde smidt et plastik krus fra sig til en studenterfest med henvisning til at det skal pedellen jo rydde op i morgen. Souschefen greb naturligvis ind i episoden, men den er alligevel meget sigende for det manglende ejerskab og samfundsfølelse vi møder.
Som konsekvens på denne type episoder, har vi forsøgt at opdrage i det nye skoleår ved ikke bare at have dukseordning, men også udendørs oprydning som på efterskolerne. Vi forsøger at indarbejde pedel og rengøring i denne ordning så deres arbejde ses. Men om det giver eleverne ejerskab til samfundet ved jeg ikke.

Some rights reserved by openpad

Undervisning eller opdragelse?

Hvad er det egentlig vi laver som lærere? Er vi primært undervisere eller opdragere eller måske noget helt andet?
Dette faglige spørgsmål har de fleste undervisere nok stillet sig selv en del gange. Senest har jeg stillet det for mine kolleger i forbindelse med at vi har usædvanlig mange scooter og druk uheld blandt vores unge mennesker.
Hvad hjælper min matematikundervisning, hvis jeg ikke formår at hjælpe ungerne med at holde sig selv i live. Forhåbentlig er vi lærere som eksperter i undervisning primært undervisere, men jeg endnu ikke oplevet den uge hvor jeg bagefter har kunnet sige at det var tilfældet.
Hvis jeg tænker tilbage har mine største succeser, også grobund i en livsoplysning eller opdragelse jeg har været medvirkende til. Eksempelvis når en ordblind elev får mod til at læse et engelsk musikblad, af interesse i sin fritid, så er det ikke fordi jeg har doseret faglig viden for ham men vist interesse for hans interesser. Eller der hvor lidt teknisk assistance og udlån af skolens videokameraer, resulterede i en årelang interesse for dokumentarisme og journalistik, der nok skal kaste en karriere af sig en gang, og indtil da har givet en række elever en lærerig hobby.
I den mere traditionelle undervisning finder jeg ligeledes succeserne når formen bliver brudt. Når der bliver leget med  repræsentationsformerne, og når virkeligheden er i spil.
For at komme tilbage til det aktuelle problem med at holde mine elever i live, så kan jeg læne mig tilbage og tænke jeg skal bare servere noget algebra og nogle gloser (på en nærværende og interessant måde) og lade det være op til den enkelte elev at klare resten. Eller jeg kan standse op - og insistere på min borgerpligt som voksen og ansvarlig menneske og livsoplyse ungerne, og være interesseret.