Undervisning eller opdragelse?

Hvad er det egentlig vi laver som lærere? Er vi primært undervisere eller opdragere eller måske noget helt andet?
Dette faglige spørgsmål har de fleste undervisere nok stillet sig selv en del gange. Senest har jeg stillet det for mine kolleger i forbindelse med at vi har usædvanlig mange scooter og druk uheld blandt vores unge mennesker.
Hvad hjælper min matematikundervisning, hvis jeg ikke formår at hjælpe ungerne med at holde sig selv i live. Forhåbentlig er vi lærere som eksperter i undervisning primært undervisere, men jeg endnu ikke oplevet den uge hvor jeg bagefter har kunnet sige at det var tilfældet.
Hvis jeg tænker tilbage har mine største succeser, også grobund i en livsoplysning eller opdragelse jeg har været medvirkende til. Eksempelvis når en ordblind elev får mod til at læse et engelsk musikblad, af interesse i sin fritid, så er det ikke fordi jeg har doseret faglig viden for ham men vist interesse for hans interesser. Eller der hvor lidt teknisk assistance og udlån af skolens videokameraer, resulterede i en årelang interesse for dokumentarisme og journalistik, der nok skal kaste en karriere af sig en gang, og indtil da har givet en række elever en lærerig hobby.
I den mere traditionelle undervisning finder jeg ligeledes succeserne når formen bliver brudt. Når der bliver leget med  repræsentationsformerne, og når virkeligheden er i spil.
For at komme tilbage til det aktuelle problem med at holde mine elever i live, så kan jeg læne mig tilbage og tænke jeg skal bare servere noget algebra og nogle gloser (på en nærværende og interessant måde) og lade det være op til den enkelte elev at klare resten. Eller jeg kan standse op - og insistere på min borgerpligt som voksen og ansvarlig menneske og livsoplyse ungerne, og være interesseret.