En digital indfødt

Hvad der forventes af biblioteker (og skolen). Ikke en gang i fremtiden, men nu!
Mener egentlig ikke det er for meget forlangt. Og det behøver ikke koste mere end i dag.

Web 2.0 skolen

Skal vi blokere facebook i skolen?

For et halvt år siden var jeg på Lærit.dk 's præsentation og UNI-C's roadshow. Fælles for dem begge var at de talte om web 2.0. Lærit folkene talte direkte om web 2.0 forberedelse. Altså at læreren forbereder sig på samme måde som de forventer eleverne skal arbejde på.

Tankegangen bag web 2.0 er at alle er aktive og der ofte ikke er et facit, i modsætning til en pensumbåret undervisning.

En web 2.0 skole skal ses som et fiskekursus, hvor kerneydelsen i skolen er at kvalificere elevernes søgning og bidrag til "skyen".

Forestil dig som lærer at undervise med baggrund i faglig data, som man ikke har den fjerneste indsigt i eller interesse i for den sags skyld. Men man kvalificerer det i kraft af ens didaktiske-faglighed og web 2.0 kompetencer.

I web 2.0 skolen har man taget det ultimative skridt mod "ansvar for egen læring", og gjort op med tankegangen om pensum.

Web 2.0 skolen giver mulighed for reelt at differentiere.

Web 2.0 skolen er allerede en realitet for en lang række elever der på enkeltområder er specialister, langt ud over hvad nogen grundskole kan tilbyde.

Web 2.0 skolen titter allerede frem når vi laver søgeopgaver og bruger videovejledninger i undervisningen (Eksempelvis lærit.dk og frividen.dk)

At tage skridtet fuldt ud er en udfordring men det er en nødvendighed at forholde sig til virkeligheden. Og den er i mine øjne at det næppe er skolens fortjeneste, at de stærke elever i dag er markant fagligt stærkere end for få år siden.

Så selvfølgelig skal vi ikke blokere facebook i skolen, men eleven skal lære at bruge mediet hensigtsmæssigt.

Samarbejde om skolepolitik

Lærerne (samt skoleledere og KL) er blevet smidt ud af et samarbejde om at finde en langtidsholdbar plan for folkeskolen.
Det svarer lidt til at fjerne håndværkere, arkitekter og entreprenøren fra et byggeprojekt, fordi de har spørgsmål til de overordnede mål for byggeriet.
Det blev de tilsyneladende fordi de ikke ville acceptere de 7 fælles mål, uden kommentarer. Men når elever og forældre kan acceptere dem hvorfor så ikke lærerne? Fordi vi i samarbejde med de to andre instanser, som også havde givet indsigelser, er dem der skal have det til at fungere i praksis.
Vi er de professionelle, og flere af de 7 mål kan ikke stå alene og enkelte af dem er i direkte modstrid med forskningen på området.
Heldigvis forsøgte man at opnå en forbrødring men det brød forventeligt sammen. 

At forsøge at lave en plan alligevel, vidner om en arrogance vi desværre har været vidende til i en længere årrække nu. En vi-alene-vide holdning.
Et overordnet mål om at forbedre folkeskolen, må starte med at lave netop nogle fælles mål, ikke starte med nogle fælles mål man skal sluge. De professionelle har naturligvis indsigelser fordi de har uddannelse og erfaringer, der ved hvad der ikke kan lade sig gøre, eller hvor der er nogle særlige udfordringer, som vi ikke kan løse indenfor den eksisterende ramme.
Eksempelvis målet om at alle børn skal kunne læse ved udgangen af 2. klasse. Her er jeg ikke enig med min egen forening. Det kan ikke lade sig gøre, med mindre drenge skal senere i skole end piger, og vi forbyder skilsmisser og lignende psykiske belastninger af børn. Men et smukt mål. Vi har en stor gruppe elever der først får lært at læse og skrive senere i deres skolegang end 2. klasse, uden det giver dem problemer i deres skolegang. Og for restgruppen findes der en række forudsætninger som skolen ikke er herre over, der har indflydelse på indlæringen. Læsning er et fundament for meget undervisning, men det står ikke alene, og slet ikke i en digital fremtid. Vi skal derimod have flere redskaber til at lave særlige planer for de elever der har faglige vanskeligheder. Her er det tankevækkende at det først er i 2009 det er blevet muligt at blive specialunderviser som en del af en læreruddannelse.

Målet om at elever i 8. klasse skal kunne det samme som 9. klasses elever i 2020 er i bedste tilfælde uambitiøst. Skolen har forandret sig voldsomt i de seneste par år, og de stærkeste elever er langt stærkere i dag end for bare få år siden. Der er også en restgruppe der er blevet svagere, som vi skal kunne håndtere. Men hvis vi måler på færdigheder, skulle det ikke undre mig om 8. klasse elever på en række områder er på 9. klasse niveau for år 2000. Og med IT-støtte i almenundervisningen vil vi kunne mærke et yderligere løft. Udfordringen på dette område er altså det der står tilbage, efter mange mere eller mindre tilfældige forandringer på skoleområdet. Vi har en restgruppe hvis størrelse ikke har forandret sig markant. Vi har elever der ikke passer ind i en traditionel skoletankegang. Og målet om at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, er ikke noget vi i skolen kan gøre det helt store ved. Målet er i direkte modstrid med at øge forventningerne til klasserne generelt. Der er en begrænsning på hvor meget man kan differentiere undervisningen i en klasse. I 10. klasse, som jeg arbejder i, har vi elever der er på alt fra 3. klasse niveau til gymnasium niveau i samme klasse. Her må jeg nogen gange vælge mellem at understøtte elever der kan blive enere, holde et fast niveau eller få en restgruppe med.

Foto: Jens Dresling

De 7 mål og forskellene mellem lærerne og regeringen:
Mål 1.
Elever i 8.-klasse skal i 2020 kunne det samme, som eleverne i 9.-klasse kan i dag.
Dette punkt har Danmarks Lærerforening ikke med i sive syv må for en bedre folkeskole.
Mål 2.
Alle børn skal kunne læse ved udgangen af 2.-klasse.
Dette mål er ordret magen til Lærerforeningens første mål.
Mål 3.
Færre elever skal i specielle tilbud.
Til dette mål har lærerne udeladt konkrete mål for 2015 og 2020, som regeringen har nævner. Ellers er essensen den samme.
Mål 4.
Danske lærere skal fremover rekrutteres blandt de bedste studerende.
Hertil har Lærerforeningen tilføjet, at lærerstuderende skal tilbydes en forskningsbaseret læreruddannelse på kandidatniveau. Essensen er den samme.
Mål 5.
Undervisningen skal i højere grad baseres på evidens.
Lærerforeningen lægger ikke her vægt på evidens, men på didaktisk og pædagogisk forskning.
Mål 6.
Kvaliteten i undervisningen skal løbende udvikles. Skolerne og kommunerne skal kunne holdes fast på udviklingen i undervisningens kvalitet. Derfor skal de have større frihed til at styre folkeskolen.
Her er Danmarks Lærerforening uenig. De mener ikke, at kommuner og skoler skal have større frihed, men påpeger, at resultaterne skal leve op til fælles mål, som er politisk fastlagt.
Mål 7.
Forældre og skolebestyrelserne skal udnyttes aktivt som en vigtig ressource, der inddrages i udviklingen af folkeskolen.
Her er parterne enige.
Danmarks Lærerforening har desuden et syvende mål, da de tilslutter sig regeringens første. I kort form lyder det:Der etableres et udviklingsprogram, som skal generere evidens, så fremtidige beslutninger sker på et oplyst grundlag. Derfor vil partnerskabet understøtte et konstruktivt samarbejde mellem aktører.
Kilde http://www.dr.dk/Nyheder/Baggrund/2010/09/28145427.htm

Med stolthed i stemmen præsenterer jeg STV1

For snart 5 år siden kom to elever hen til mig og ville lave noget video til en projektuge. Eleverne der dengang gik i 3.-4. klasse gik ud og lavede interviews med Clement Kjersgaard som forbillede.
Efterfølgende blev den interesse til en nyhedstjeneste og en interesse for dokumentarisme og politik i alt almindelighed. Flere elever har blandet sig siden og der er en større underskov af meget begavede og hjælpsomme personer omkring projektet, men det er stadig Johannes og Karl-Frederik der er hovedpersonerne i web-tv-stationen STV1.
Deres hidtidige bedste program er dokumentaren mediernes magt. Som også er en projektopgave, men af en enestående kvalitet som fuldt ud lever op til kravene til almen dokumentarisme. De har her fået mulighed for at interviewe folk der er midt i mediebilledet eksempelvis Deadlines Kurt Strand og Cavlingprisvinder Jesper Tynell.

Mediernes Magt from Johannes Skov Andersen on Vimeo.

Ved andre lejligheder har de interwievet større politikere og kulturpersoner eksempelvis Holger K. Nielsen og Nikolaj Cederholm
Se hele hjemmesiden her og bliv eventuelt venner med dem på facebook.
STV1

Held og lykke fremover til jer

Helhedstænkning?

I anledning af at jeg er blevet far igen, kom jeg til at tænke på en ting. Har vi i det officielle Danmark ikke det problem at vi generelt tænker i kasser og ikke helheder? Som jeg tidligere har skrevet, mener jeg at det er problemet i økonomisk henseene.
Men er det ikke også et problem i hele samfundsborger diskussionen?
Er vi klientliggjort?
Stoler forældrene på at vi repræsenterer deres interesser?
Har eleverne ejerskab til deres egen læring og skole?

Meget tyder på at det ikke går så godt på disse områder. Og for at illustrere vil jeg skrive en lille anekdote. På min skole har vi som alle andre steder en pedel, der er uvurderlig i forhold til at skabe nogle gode rammer for et fornuftigt arbejdsmiljø. Mens eleverne havde pause, gik han en dag rundt og samlede lidt løst affald op i vores skolegård. Da han var ved at være færdig fik han øjnkontakt med en elev, der demonstrativt smed noget affald på jorden foran pedellen, istedet for at smide det i skraldespanden som stod indenfor rækkevidde. Som den ansvarlige voksne vores pedel er, ville han naturligvis ikke finde sig i den provokation, og insisterede på at eleven samlede op efter sig selv. Dette nægtede han med henvisning til at det var pedellens job at rydde op.
En rystet pedel måtte derfor søge hjælp hos ledelsen, der forsøgte at "løse" problemet ved at sende pedellen på konflikthåndteringskursus.
Eleven vinder en sejr og hele samfundet taber.
Efterspillet på episoden var at, mens vores souschef forsøgte at redegøre for det almene i denne type problemer i et frikvarter, kom hun i tanke om en episode med hendes egen søn, der i samme uge havde smidt et plastik krus fra sig til en studenterfest med henvisning til at det skal pedellen jo rydde op i morgen. Souschefen greb naturligvis ind i episoden, men den er alligevel meget sigende for det manglende ejerskab og samfundsfølelse vi møder.
Som konsekvens på denne type episoder, har vi forsøgt at opdrage i det nye skoleår ved ikke bare at have dukseordning, men også udendørs oprydning som på efterskolerne. Vi forsøger at indarbejde pedel og rengøring i denne ordning så deres arbejde ses. Men om det giver eleverne ejerskab til samfundet ved jeg ikke.

Some rights reserved by openpad

Den omvendte verden

Der snakkes for tiden om skolelukninger og lærerfyringer. Men samtidig ved vi at netop når der er økonomisk lavvandet i vores alle sammens samfundskasse, er det netop tiden til at uddanne sig ekstra.
Der er et efterslæb af folk der i "de gode år" ikke fik sig en uddannelse eller ikke fik efteruddannet sig.
Unge kan ikke få ufaglærte jobs og lærepladserne hænger ikke på træerne.

By kongsvinger A

Alt i alt er behovet for uddannelse en del større i 2010 end i 2006. Den uddannelse skal udføres af færre lærer på færre kvadratmeter, til gengæld med færre undervisningsmidler til rådighed.
Ansvarlige politikere og ansvarlig offentlig ledelse havde brugt de gode år til at opbygge en fond eller opsparing til netop disse år. Og eftersom der altid er større udsving i et økonomisk system, vil disse situationer altid opstå.
De hænder som vi ikke kan sætte i arbejde nu vil vi så gøre mere kvalificeret i de få år der går før vi i alle tilfælde har brug for hænderne for at dæmme op for pensionsbølgen af veluddannede 68'ere.
Og jo man kan uddanne sig ud af en krise, jo flere har mulighed for at skabe sit eget arbejde. Det er ihvertfald logikken som vores landspolitikere er enige om på tværs af alle politiske skel. At innovation og uddannelse går hånd i hånd.

Undervisning eller opdragelse?

Hvad er det egentlig vi laver som lærere? Er vi primært undervisere eller opdragere eller måske noget helt andet?
Dette faglige spørgsmål har de fleste undervisere nok stillet sig selv en del gange. Senest har jeg stillet det for mine kolleger i forbindelse med at vi har usædvanlig mange scooter og druk uheld blandt vores unge mennesker.
Hvad hjælper min matematikundervisning, hvis jeg ikke formår at hjælpe ungerne med at holde sig selv i live. Forhåbentlig er vi lærere som eksperter i undervisning primært undervisere, men jeg endnu ikke oplevet den uge hvor jeg bagefter har kunnet sige at det var tilfældet.
Hvis jeg tænker tilbage har mine største succeser, også grobund i en livsoplysning eller opdragelse jeg har været medvirkende til. Eksempelvis når en ordblind elev får mod til at læse et engelsk musikblad, af interesse i sin fritid, så er det ikke fordi jeg har doseret faglig viden for ham men vist interesse for hans interesser. Eller der hvor lidt teknisk assistance og udlån af skolens videokameraer, resulterede i en årelang interesse for dokumentarisme og journalistik, der nok skal kaste en karriere af sig en gang, og indtil da har givet en række elever en lærerig hobby.
I den mere traditionelle undervisning finder jeg ligeledes succeserne når formen bliver brudt. Når der bliver leget med  repræsentationsformerne, og når virkeligheden er i spil.
For at komme tilbage til det aktuelle problem med at holde mine elever i live, så kan jeg læne mig tilbage og tænke jeg skal bare servere noget algebra og nogle gloser (på en nærværende og interessant måde) og lade det være op til den enkelte elev at klare resten. Eller jeg kan standse op - og insistere på min borgerpligt som voksen og ansvarlig menneske og livsoplyse ungerne, og være interesseret.