onsdag den 23. marts 2011

Web 2.0 skolen

Skal vi blokere facebook i skolen?
For et halvt år siden var jeg på Lærit.dk 's præsentation og UNI-C's roadshow. Fælles for dem begge var at de talte om web 2.0. Lærit folkene talte direkte om web 2.0 forberedelse. Altså at læreren forbereder sig på samme måde som de forventer eleverne skal arbejde på.
Tankegangen bag web 2.0 er at alle er aktive og der ofte ikke er et facit, i modsætning til en pensumbåret undervisning.
En web 2.0 skole skal ses som et fiskekursus, hvor kerneydelsen i skolen er at kvalificere elevernes søgning og bidrag til "skyen".

Forestil dig som lærer at undervise med baggrund i faglig data, som man ikke har den fjerneste indsigt i eller interesse i for den sags skyld. Men man kvalificerer det i kraft af ens didaktiske-faglighed og web 2.0 kompetencer.
I web 2.0 skolen har man taget det ultimative skridt mod "ansvar for egen læring", og gjort op med tankegangen om pensum.
Web 2.0 skolen giver mulighed for reelt at differentiere.
Web 2.0 skolen er allerede en realitet for en lang række elever der på enkeltområder er specialister, langt ud over hvad nogen grundskole kan tilbyde.
Web 2.0 skolen titter allerede frem når vi laver søgeopgaver og bruger videovejledninger i undervisningen (Eksempelvis lærit.dk og frividen.dk)

At tage skridtet fuldt ud er en udfordring men det er en nødvendighed at forholde sig til virkeligheden. Og den er i mine øjne at det næppe er skolens fortjeneste, at de stærke elever i dag er markant fagligt stærkere end for få år siden.

Så selvfølgelig skal vi ikke blokere facebook i skolen, men eleven skal lære at bruge mediet hensigtsmæssigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar