Hvad der forventes af biblioteker (og skolen). Ikke en gang i fremtiden, men nu!
Mener egentlig ikke det er for meget forlangt. Og det behøver ikke koste mere end i dag.
Viser opslag med etiketten fremtidens skole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fremtidens skole. Vis alle opslag
fredag den 29. april 2011
onsdag den 23. marts 2011
Web 2.0 skolen
Skal vi blokere facebook i skolen?
For et halvt år siden var jeg på Lærit.dk 's præsentation og UNI-C's roadshow. Fælles for dem begge var at de talte om web 2.0. Lærit folkene talte direkte om web 2.0 forberedelse. Altså at læreren forbereder sig på samme måde som de forventer eleverne skal arbejde på.
Tankegangen bag web 2.0 er at alle er aktive og der ofte ikke er et facit, i modsætning til en pensumbåret undervisning.
En web 2.0 skole skal ses som et fiskekursus, hvor kerneydelsen i skolen er at kvalificere elevernes søgning og bidrag til "skyen".
Forestil dig som lærer at undervise med baggrund i faglig data, som man ikke har den fjerneste indsigt i eller interesse i for den sags skyld. Men man kvalificerer det i kraft af ens didaktiske-faglighed og web 2.0 kompetencer.
I web 2.0 skolen har man taget det ultimative skridt mod "ansvar for egen læring", og gjort op med tankegangen om pensum.
Web 2.0 skolen giver mulighed for reelt at differentiere.
Web 2.0 skolen er allerede en realitet for en lang række elever der på enkeltområder er specialister, langt ud over hvad nogen grundskole kan tilbyde.
Web 2.0 skolen titter allerede frem når vi laver søgeopgaver og bruger videovejledninger i undervisningen (Eksempelvis lærit.dk og frividen.dk)
At tage skridtet fuldt ud er en udfordring men det er en nødvendighed at forholde sig til virkeligheden. Og den er i mine øjne at det næppe er skolens fortjeneste, at de stærke elever i dag er markant fagligt stærkere end for få år siden.
Så selvfølgelig skal vi ikke blokere facebook i skolen, men eleven skal lære at bruge mediet hensigtsmæssigt.
torsdag den 30. september 2010
Samarbejde om skolepolitik
Lærerne (samt skoleledere og KL) er blevet smidt ud af et samarbejde om at finde en langtidsholdbar plan for folkeskolen.
Det svarer lidt til at fjerne håndværkere, arkitekter og entreprenøren fra et byggeprojekt, fordi de har spørgsmål til de overordnede mål for byggeriet.
Det blev de tilsyneladende fordi de ikke ville acceptere de 7 fælles mål, uden kommentarer. Men når elever og forældre kan acceptere dem hvorfor så ikke lærerne? Fordi vi i samarbejde med de to andre instanser, som også havde givet indsigelser, er dem der skal have det til at fungere i praksis.
Vi er de professionelle, og flere af de 7 mål kan ikke stå alene og enkelte af dem er i direkte modstrid med forskningen på området.
Heldigvis forsøgte man at opnå en forbrødring men det brød forventeligt sammen.
At forsøge at lave en plan alligevel, vidner om en arrogance vi desværre har været vidende til i en længere årrække nu. En vi-alene-vide holdning.
Et overordnet mål om at forbedre folkeskolen, må starte med at lave netop nogle fælles mål, ikke starte med nogle fælles mål man skal sluge. De professionelle har naturligvis indsigelser fordi de har uddannelse og erfaringer, der ved hvad der ikke kan lade sig gøre, eller hvor der er nogle særlige udfordringer, som vi ikke kan løse indenfor den eksisterende ramme.
Eksempelvis målet om at alle børn skal kunne læse ved udgangen af 2. klasse. Her er jeg ikke enig med min egen forening. Det kan ikke lade sig gøre, med mindre drenge skal senere i skole end piger, og vi forbyder skilsmisser og lignende psykiske belastninger af børn. Men et smukt mål. Vi har en stor gruppe elever der først får lært at læse og skrive senere i deres skolegang end 2. klasse, uden det giver dem problemer i deres skolegang. Og for restgruppen findes der en række forudsætninger som skolen ikke er herre over, der har indflydelse på indlæringen. Læsning er et fundament for meget undervisning, men det står ikke alene, og slet ikke i en digital fremtid. Vi skal derimod have flere redskaber til at lave særlige planer for de elever der har faglige vanskeligheder. Her er det tankevækkende at det først er i 2009 det er blevet muligt at blive specialunderviser som en del af en læreruddannelse.
Målet om at elever i 8. klasse skal kunne det samme som 9. klasses elever i 2020 er i bedste tilfælde uambitiøst. Skolen har forandret sig voldsomt i de seneste par år, og de stærkeste elever er langt stærkere i dag end for bare få år siden. Der er også en restgruppe der er blevet svagere, som vi skal kunne håndtere. Men hvis vi måler på færdigheder, skulle det ikke undre mig om 8. klasse elever på en række områder er på 9. klasse niveau for år 2000. Og med IT-støtte i almenundervisningen vil vi kunne mærke et yderligere løft. Udfordringen på dette område er altså det der står tilbage, efter mange mere eller mindre tilfældige forandringer på skoleområdet. Vi har en restgruppe hvis størrelse ikke har forandret sig markant. Vi har elever der ikke passer ind i en traditionel skoletankegang. Og målet om at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, er ikke noget vi i skolen kan gøre det helt store ved. Målet er i direkte modstrid med at øge forventningerne til klasserne generelt. Der er en begrænsning på hvor meget man kan differentiere undervisningen i en klasse. I 10. klasse, som jeg arbejder i, har vi elever der er på alt fra 3. klasse niveau til gymnasium niveau i samme klasse. Her må jeg nogen gange vælge mellem at understøtte elever der kan blive enere, holde et fast niveau eller få en restgruppe med.
De 7 mål og forskellene mellem lærerne og regeringen:
Mål 1.
Elever i 8.-klasse skal i 2020 kunne det samme, som eleverne i 9.-klasse kan i dag.
Dette punkt har Danmarks Lærerforening ikke med i sive syv må for en bedre folkeskole.
Mål 2.
Alle børn skal kunne læse ved udgangen af 2.-klasse.
Dette mål er ordret magen til Lærerforeningens første mål.
Mål 3.
Færre elever skal i specielle tilbud.
Til dette mål har lærerne udeladt konkrete mål for 2015 og 2020, som regeringen har nævner. Ellers er essensen den samme.
Mål 4.
Danske lærere skal fremover rekrutteres blandt de bedste studerende.
Hertil har Lærerforeningen tilføjet, at lærerstuderende skal tilbydes en forskningsbaseret læreruddannelse på kandidatniveau. Essensen er den samme.
Mål 5.
Undervisningen skal i højere grad baseres på evidens.
Lærerforeningen lægger ikke her vægt på evidens, men på didaktisk og pædagogisk forskning.
Mål 6.
Kvaliteten i undervisningen skal løbende udvikles. Skolerne og kommunerne skal kunne holdes fast på udviklingen i undervisningens kvalitet. Derfor skal de have større frihed til at styre folkeskolen.
Her er Danmarks Lærerforening uenig. De mener ikke, at kommuner og skoler skal have større frihed, men påpeger, at resultaterne skal leve op til fælles mål, som er politisk fastlagt.
Mål 7.
Forældre og skolebestyrelserne skal udnyttes aktivt som en vigtig ressource, der inddrages i udviklingen af folkeskolen.
Her er parterne enige.
Danmarks Lærerforening har desuden et syvende mål, da de tilslutter sig regeringens første. I kort form lyder det:Der etableres et udviklingsprogram, som skal generere evidens, så fremtidige beslutninger sker på et oplyst grundlag. Derfor vil partnerskabet understøtte et konstruktivt samarbejde mellem aktører.
Kilde http://www.dr.dk/Nyheder/Baggrund/2010/09/28145427.htm
Det svarer lidt til at fjerne håndværkere, arkitekter og entreprenøren fra et byggeprojekt, fordi de har spørgsmål til de overordnede mål for byggeriet.
Det blev de tilsyneladende fordi de ikke ville acceptere de 7 fælles mål, uden kommentarer. Men når elever og forældre kan acceptere dem hvorfor så ikke lærerne? Fordi vi i samarbejde med de to andre instanser, som også havde givet indsigelser, er dem der skal have det til at fungere i praksis.
Vi er de professionelle, og flere af de 7 mål kan ikke stå alene og enkelte af dem er i direkte modstrid med forskningen på området.
Heldigvis forsøgte man at opnå en forbrødring men det brød forventeligt sammen.
At forsøge at lave en plan alligevel, vidner om en arrogance vi desværre har været vidende til i en længere årrække nu. En vi-alene-vide holdning.
Et overordnet mål om at forbedre folkeskolen, må starte med at lave netop nogle fælles mål, ikke starte med nogle fælles mål man skal sluge. De professionelle har naturligvis indsigelser fordi de har uddannelse og erfaringer, der ved hvad der ikke kan lade sig gøre, eller hvor der er nogle særlige udfordringer, som vi ikke kan løse indenfor den eksisterende ramme.
Eksempelvis målet om at alle børn skal kunne læse ved udgangen af 2. klasse. Her er jeg ikke enig med min egen forening. Det kan ikke lade sig gøre, med mindre drenge skal senere i skole end piger, og vi forbyder skilsmisser og lignende psykiske belastninger af børn. Men et smukt mål. Vi har en stor gruppe elever der først får lært at læse og skrive senere i deres skolegang end 2. klasse, uden det giver dem problemer i deres skolegang. Og for restgruppen findes der en række forudsætninger som skolen ikke er herre over, der har indflydelse på indlæringen. Læsning er et fundament for meget undervisning, men det står ikke alene, og slet ikke i en digital fremtid. Vi skal derimod have flere redskaber til at lave særlige planer for de elever der har faglige vanskeligheder. Her er det tankevækkende at det først er i 2009 det er blevet muligt at blive specialunderviser som en del af en læreruddannelse.
Målet om at elever i 8. klasse skal kunne det samme som 9. klasses elever i 2020 er i bedste tilfælde uambitiøst. Skolen har forandret sig voldsomt i de seneste par år, og de stærkeste elever er langt stærkere i dag end for bare få år siden. Der er også en restgruppe der er blevet svagere, som vi skal kunne håndtere. Men hvis vi måler på færdigheder, skulle det ikke undre mig om 8. klasse elever på en række områder er på 9. klasse niveau for år 2000. Og med IT-støtte i almenundervisningen vil vi kunne mærke et yderligere løft. Udfordringen på dette område er altså det der står tilbage, efter mange mere eller mindre tilfældige forandringer på skoleområdet. Vi har en restgruppe hvis størrelse ikke har forandret sig markant. Vi har elever der ikke passer ind i en traditionel skoletankegang. Og målet om at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, er ikke noget vi i skolen kan gøre det helt store ved. Målet er i direkte modstrid med at øge forventningerne til klasserne generelt. Der er en begrænsning på hvor meget man kan differentiere undervisningen i en klasse. I 10. klasse, som jeg arbejder i, har vi elever der er på alt fra 3. klasse niveau til gymnasium niveau i samme klasse. Her må jeg nogen gange vælge mellem at understøtte elever der kan blive enere, holde et fast niveau eller få en restgruppe med.
 |
| Foto: Jens Dresling |
De 7 mål og forskellene mellem lærerne og regeringen:
Mål 1.
Elever i 8.-klasse skal i 2020 kunne det samme, som eleverne i 9.-klasse kan i dag.
Dette punkt har Danmarks Lærerforening ikke med i sive syv må for en bedre folkeskole.
Mål 2.
Alle børn skal kunne læse ved udgangen af 2.-klasse.
Dette mål er ordret magen til Lærerforeningens første mål.
Mål 3.
Færre elever skal i specielle tilbud.
Til dette mål har lærerne udeladt konkrete mål for 2015 og 2020, som regeringen har nævner. Ellers er essensen den samme.
Mål 4.
Danske lærere skal fremover rekrutteres blandt de bedste studerende.
Hertil har Lærerforeningen tilføjet, at lærerstuderende skal tilbydes en forskningsbaseret læreruddannelse på kandidatniveau. Essensen er den samme.
Mål 5.
Undervisningen skal i højere grad baseres på evidens.
Lærerforeningen lægger ikke her vægt på evidens, men på didaktisk og pædagogisk forskning.
Mål 6.
Kvaliteten i undervisningen skal løbende udvikles. Skolerne og kommunerne skal kunne holdes fast på udviklingen i undervisningens kvalitet. Derfor skal de have større frihed til at styre folkeskolen.
Her er Danmarks Lærerforening uenig. De mener ikke, at kommuner og skoler skal have større frihed, men påpeger, at resultaterne skal leve op til fælles mål, som er politisk fastlagt.
Mål 7.
Forældre og skolebestyrelserne skal udnyttes aktivt som en vigtig ressource, der inddrages i udviklingen af folkeskolen.
Her er parterne enige.
Danmarks Lærerforening har desuden et syvende mål, da de tilslutter sig regeringens første. I kort form lyder det:Der etableres et udviklingsprogram, som skal generere evidens, så fremtidige beslutninger sker på et oplyst grundlag. Derfor vil partnerskabet understøtte et konstruktivt samarbejde mellem aktører.
Kilde http://www.dr.dk/Nyheder/Baggrund/2010/09/28145427.htm
Abonner på:
Opslag (Atom)